Uden et indblik i, hvordan de agerer før, under og efter et køb, er det vanskeligt at skabe digitale oplevelser, der ikke allerede er glemt i morgen. For at skabe mindeværdige kundeoplevelser, skal du derfor have styr på kunderejsen og være i stand til at agere rejseguide for dine besøgende.
5 huskeregler
- Tag brugerne i hånden
- Tag din rolle som rejseguide seriøst
- Sørg for at imødekomme brugernes forventninger
- Undgå blindgyder
- Skab loyale kunder
1. Tag brugerne i hånden
Enhver god rejse starter med en behagelig ankomst. Så start altid med at tage godt imod dine besøgende og anstreng dig for, at de føler sig hjemme på din destination allerede fra starten.
Tag dine besøgende i hånden og vis dem alle de steder, som de lige netop på denne rejse er på udkig efter. Hjælp dem godt på vej ved at gøre det så let, enkelt og overskueligt for dem at finde rundt på din destination som overhovedet muligt.
2. Tag din rolle som rejseguide seriøst
Som rejseguide er du ansvarlig for, at dine besøgende får en god oplevelse på din hjemmeside. En oplevelse, der gør indtryk og giver dem lyst til at vende tilbage til din destination igen og igen. Sørg for at guide dine besøgende så grundigt, at de føler sig trygge i at finde rundt på egen hånd næste gang.
3. Sørg for at imødekomme brugernes forventninger
Vær opmærksom på hvilke mennesker, du har med at gøre og sæt dig ind i deres ønsker og behov, så du er i stand til at imødekomme, eller måske endda overgå, deres forventninger. Sørg hele tiden for at hjælpe dine besøgende videre til det næste naturlige skridt på rejsen, så du ikke spilder deres tid. Og vær desuden helt skarp på, at det indhold, som i første omgang har ‘tricket’ de besøgende til at trykke sig ind på en bestemt side på din hjemmeside, også stemmer overens med det de oplever på den givne side.
4. Undgå blindgyder
Dernæst er det vigtigt at få guidet dine besøgende helskindet igennem rejsen. Undgå at miste nogle undervejs og led dem aldrig ind i en blindgyde! Har du eksempelvis givet dine besøgende lyst til at købe et produkt på din hjemmeside, så sørg for, at det kan lade sig gøre lige nu og her. Så dur det eksempelvis ikke, at varen kun kan købes i butik. I så fald kan købelysten altså meget vel være forduftet på nul komma fem. Dine besøgende må på intet tidspunkt føle sig skuffet eller afsporet i kunderejsen.
5. Skab loyale kunder
Helt afgørende for, at du formår at gøre dine besøgende til tilbagevendende, loyale kunder er deres første oplevelse med dig. Har du formået at inddrage de første fire huskeregler i kunderejsen, har du gode chancer for at kunne indfri huskeregel nummer fem; at skabe loyale kunder. En god og tilfredsstillende oplevelse giver lyst til at komme igen – og lige så vigtigt; lyst til at fortælle den gode oplevelse videre til andre. Derved gør du dig fortjent til at kunne sige: “Tak for besøget og på gensyn”. Lad det aldrig blive et farvel!
Således er du klædt solidt på til at levere den optimale service og en uforglemmelig oplevelse, som giver dine besøgende lyst til at vende tilbage til din destination, og på den måde får du gjort dine besøgende til loyale, tilbagevendende kunder.
Lyder det interessant?
Kontakt Jacob Bredvig Larsen for en uforpligtende snak — vi kan helt sikkert hjælpe dig!