Det har ikke skortet på udfordringer den seneste tid med krig i Europa, energikrise og stigende inflation. Og det kan også mærkes hos Erhverv Aarhus, der arbejder for at skabe et attraktivt erhvervsklima i Aarhusregionen.

”Der er ingen tvivl om, at vi lever i en tid med nye – og mange – udfordringer for os alle sammen, men også for erhvervslivet. Det kræver nye talenter, nye fokusområder og i høj grad, at man prøver at prioritere rigtigt og fokuserer på det allervigtigste i sin egen virksomhed for at klare sig,” fortæller Poul Dalsgaard i Klean Groups podcast DET BRÆNDER JEG FOR.

Poul Dalsgaard er direktør i Erhverv Aarhus og brænder for erhvervsudvikling, erhvervslivet og det at drive virksomhed. Et stærkt erhvervsliv er afgørende for danske arbejdspladser samt Danmarks velstand og velfærd, så det gælder om at sikre gode rammevilkår for erhvervslivet, så det kan udvikle sig og vokse sig større.

Men hvordan gør man det i svære tider som disse? For Poul Dalsgaard handler det blandt andet om at dele succeshistorierne og inspirere hinanden.

Find Det brænder jeg for her

“Der er ikke noget så godt som at komme ud og blive inspireret af nogens idérigdom. Og hvis vi, i Erhverv Aarhus, kan bringe de gode historier frem, succeshistorierne, store som små, så vil vi gerne det”

⸻ Poul Dalsgaard

Erhvervslivet er i øjeblikket særlig hårdt ramt på ét område: Mangel på arbejdskraft. Her er det Erhverv Aarhus’ opgave at undersøge, hvor det er muligt at sætte ind – blandt andet ved at holde oplæg for unge dimittender, som endnu ikke har været i arbejde.

”Vi forsøger at lave en mentorordning for at få de unge ud i en fart, og vi samarbejder også med forskellige organisationer, som har nogle ”skæve” eksistenser, nogle, der er mere udsatte. For arbejdsmarkedet bliver nødt til at åbne op og prøve noget nyt. De har ikke hænder nok,” forklarer Poul Dalsgaard.

I sit arbejde med erhvervsudvikling er han i kontakt med mange forskellige områder og mennesker. I et oplæg på Aarhus Universitet faldt snakken for eksempel på præstations- og perfekthedskulturen, hvilket Poul Dalsgaard også ser som en udfordring, vi skal se i øjnene og blive bedre til at snakke om.

”Hvorfor optager det mig i en erhvervssammenhæng? Det er fordi, at der er en hel generation, der netop er på vej ud på arbejdsmarkedet. Vi skal, som erhvervsliv og HR-afdelinger, lære at onboarde på en anden måde. Vi skal tage de unge mennesker, der kommer ind, og forklare dem, at man gerne må lave fejl,” forklarer Poul Dalsgaard.

Erhvervslivet befinder sig i en udfordrende tid, men Poul Dalsgaard ser alligevel fortrøstningsfuldt mod fremtiden.

”Jeg tror, man skal bevare optimismen og prøve at dele de gode historier. De er der, og der er nogen, der klarer sig rigtig godt. Vi kan lære af hinanden, og det er noget af det, vi skal arbejde med i den her skøre tid. Vi skal nok komme igennem det. Det tror jeg på.”

Få besked når næste afsnit er klar

Giv os dine oplysninger, så vil du være en af de første der får besked, når næste afsnit af DET BRÆNDER JEG FOR er klar.

Du bliver ikke tilmeldt vores nyhedsbrev, når du skriver dig op her.